Talenterne er fremtiden
Fodboldverdens finansielle situation gør, at klubberne ikke længere vil hente dyre spillere, men i stedet satse på at udvikle dem selv.
Vil Real Madrid ikke købe spillere til sommer? Svaret er givetvis ‘jo, det vil den spanske storklub’, men denne blogs emneområde omhandler dansk fodbold.
Den gyldne tid i dansk fodbold med en stor tv-aftale, masser af sponsorkroner, flere tilskuere og større interesse lakker nemlig mod enden. I hvert fald rent økonomisk.
Transfervinduet i januar var et af de mest stille nogensinde, og til sommer vil billedet blive det samme.
Klubberne er presset på økonomien, kan ikke købe spillere og må i stedet sælge ud af de mest løntunge spillere.
Denne udvikling kan lyde negativ, men én ting peger i den rigtige retning for dansk fodbold - et større fokus på talentarbejdet.
En klub som FC København er et glimrende eksempel. Aldrig før har ordet talentarbejde stemt overens med FCK, men over det seneste år har piben fået en anden lyd. 16-årige Kenneth Zohore kom med på træningslejren i januar, langsomt bliver Thomas Delaney kørt i stilling og samtidig forlænger klubben aftalen med unge Saban Özdogan.
FCK har med andre ord indstillet sig på fremtiden, hvor talentarbejdet bliver essentielt. Også klubbens School of Excellence-projekt illustrerer mentalitetsændringen.
Jagten på talenterne er altså i gang.
FC Midtjylland har været forgangsmændene efter deres besøg i Nantes for fem år siden, hvor inspirationen til deres nuværende fodboldskole er hentet.
Og klubben på heden fortsætter deres intense scoutingarbejde, og har allerede sikret sig spillere fra årgang 95 fra Greve, Køge, Tjørring og Svebølle til akademiet.
De bedste spillere vil i fremtiden blive samlet i de bedste klubber - helt i overensstemmelse med DBU’s licenssystem - men krigen vil koste ofre.
Nogle klubber kan blive hårdt ramt både økonomisk og sportsligt, da de bedste licensklubber vil hente de bedste og næstbedste spillere og på den måde skævvride konkurrencen for de mindre klubber.
Talentjagten er intensiveret, da flere klubber vil have del i talentkagen, inden det er for sent. Jyske klubber som AC Horsens og SønderjyskE har ikke DBU’s A-licens, men vil gøre alt for at få den, og derfor er disse klubber i gang med at opruste på talentsiden.
Kravet for at få eksempelvis A-licens er følgende:
- Licensansøgningerne bliver behandlet og vurderet med baggrund i fire overordnede emner: struktur & organisation; kvalitet & kompetencer; infrastruktur & faciliteter samt en vurdering af det sportslige niveau.
Skal en klub have A+ licens, så kræver det en stribe ungdomslandsholdsspillere, og på den baggrund mistede eksempelvis AaB sin A+ licens før denne sæson-
Der er næppe nogen tvivl om, at klubberne skal og vil rykke nu for at komme med på talentvognen, inden det er for sent.
Publiceret på tipsbladet.dk den 12/4 2010