Talentudviklingens dilemma
Skal der trænes udelukkende elitært eller mere holistisk? Det er fodboldens evige diskussion.
Når der rundt om i verdens fodboldklubber arbejdes med talentudviklingen skal strategien være klar. Så langt er de fleste fodboldkyndige enige.
Men skal der gøres en indsats for at udvikle ‘hele mennesker’ eller i stedet satses på at designe topprofessionelle fodboldspillere?
Den ene måde udelukker ikke nødvendigvis det anden, men det giver anledning til en diskussion om, hvad er reelt god talentudvikling?
Psykologen Dean Keith Simonton har defineret et talent således:
- Talent er en medfødt kapacitet, som giver et individ mulighed for at udvise exceptionelt højt præstationsniveau i et domæne, som kræver specielle færdigheder og træning.
Problemstillingen går på - hvordan udvikler vi talentet bedst muligt?
Jeg tror egentlig ikke, at man kan give et entydigt svar på, hvordan talentudvikling bedst fungerer. Der kan og skal opstilles nogle parametre, som skal opfyldes og måles efter, men det er mere end vanskeligt at opsætte en fælles ramme for, hvordan god talentudvikling defineres.
To konkrete eksempler fra Spanien viser, at der sagtens kan udklækkes talenter på flere måder. I FC Barcelona spiller man helt ned til U/10 med incitamentet - at vinde kampen.
Mens man i Athletic Bilbao først fra U/15 eller U/17 fokuserer på resultatet af kampen og lægger vægt på at træne vindermentaliteten.
Vi kan hurtigt konkludere, at det går relativt pænt for begge klubber. FC Barcelona er vel aktuelt verdens mest succesrige klub og havde i Champions League finalen 2009 syv ud af 11 startende spillere fra egen talentfabrik.
Athletic Bilbao er en legendarisk baskisk klub, som udelukkende benytter sine egne spillere. De køber aldrig udenlandske spillere, men finder deres egne i nærområdet og udvikler dem selv.
Der er ingen tvivl om, at miljøet på FC Barcelona ungdomsakademi La Masia er elitært. Historien om Andrés Iniesta, som græd sig i søvn hver nat i det første år, fortæller billedet om en hård skole. Kun de bedste af de bedste får en plads, og vejen til succes og førsteholdet er vanvittig hård og lang.
I Bilbao har man en mere holistisk tankegang med fokus på det hele menneske og plads til udvikling - før resultater - indtil juniorstadiet.
I Danmark tør meget få eller sågar ingen klubber træne rendyrket elitært. Uddannelse ved siden af fodbolden skal skabe det hele menneske, men koster det succes på banen?
Det er formentlig umuligt at svare på, da fodbold er så komplekst et spil, at det kræver mange differentierede egenskaber. Det er eksempelvis ikke nok, at du er lynhurtig, som hvis du eksempelvis er 100 meter løber.
I fodbold er der både aspekter indenfor det fysiske, motoriske, psykiske, kognitive, antropometriske samt et medfødt talent. Arbejdskravene i fodboldspillet er så komplekse og afhængige af position, kamp, tid, etc.
På den baggrund får den holistiske tankegang medvind. Et intelligent og dannet menneske vil formentlig have en klart større chance for at efterleve de krav, som fodboldspillet kræver for at komme til tops.
Omvendt vil kritikerne argumentere for, at de ‘skæve typer’, som Zlatan Ibrahimovic ikke vil få plads til deres ego i en holistisk tankegang. Her foregår en implicit ensretning, og det kan gå ud over enerne - de kompromisløse vindertyper, som kun vil fodbolden og vil vinde for enhver pris.
Det er som bekendt svært eller sågar umuligt at komme med den endelige opskrift på en succesrig talentudvikling, men at fokusere på den, diskutere den og italesætte den, er første skridt på vejen.